Fælledovnen
Fælledovnen, samt borde og bænke her ved Det Gule Huse, er skabt af ler og genbrugsmaterialer fra huset og fra nabogården Nr. Lystbæk. Det er blevet til i et samarbejde mellem kunstnerduoen Kultivator, Vestjyllands Højskole, Lystbækforeningen og udstillingsprojektet Hosting Lands i 2024.
Læs mere om dagene vi lavede ovnen her: https://hostinglands.com/seed/heathlands-workshop-day1
Alle inviteres til at bruge ovnen.
Det tager tid at få ovnen varm! Pas på og hold øje med ilden.
Ovnen kan bruges til fladbrød eller små brød. Medbring selv dej og træ.
Instruktion til brug af ovnen følger.
Det Gule Hus er et gammelt husmandssted. De sidste fastboende var Sindy og Karl Jensen. Efter et liv i cirkus flyttede parret ind og boede her de sidste 30 år af deres lange liv i huset. De levede et nøjsomt, selvforsynende liv med rod i landbolivets traditioner, I samspil med landskabet, de skiftende årstider og parrets største glæde i livet, deres kære husdyr. De avlede gyldne Palomino-heste og langhårede sort hvide Waliser-geder. Huset tilhører i dag Naturstyrelsen, som Lystbækforeningen lejer det af. Vær med til at værne om og nænsomt holde liv i dette unikke sted.
Vi håber, I vil tage jer tid til at kigge rundt, lukke øjnene, dufte og lytte til livet omkring huset. Sank brændenælder, mosebøl, gederams, tyttebær eller andre af årstidens gaver.
Fælledovnen og formidlingsskilte er blevet til gennem støttemidler fra Friluftsrådet og Bikubenfonden.