Velkommen til Lystbækgaard

Hedeafbrænding på Trehøje

Vedligeholdelse af heden

Heden er et menneskeskabt kulturlandskab, skabt af mennesker og dyr, gennem tusind års drift.

Det er derfor i dag vigtig både at formidle forståelsen af dette åbne landskab, samt holde heden ved lige.

Metoden er afgræsning og hedeafbrænding.

Afbrænding og afgræsning er en gammel kundskab man har brugt i mange mange år. Dette vedligeholder og bevarer heden, som et rigt varieret landskab med en høj biologisk mangfoldighed.

Afgræsning

Fårene giver autentisk hede pleje og øger artsrigdommen på hederne.

De spiser primært græsserne på heden. Er der meget græs så sættes der mange får ud.

Fårene flyttes rundt af fårehyrden. Derved kan man styre og kontrollerer afgræsningen.

Når fårene går rundt på heden, skraber i jorden, er de med til at skabe et "frøbed". En åbning hvor lyng frøet får plads til at spirer og rodfæste sig.

Hedeafbrænding

Kontrolleret hedeafbrænding er et håndværk, man kan indøve under grundig vejledning. Det er en dejlig opgave at være fælles om, og resultatet bliver smuk ung lyng på heden.

Når lyngen er 20 - 25 år gammel mister den sin livskraft og dør. Dermed kommer andre planter, såsom græsser, revling, asp, birk og fyrretræer til at dominerer. Når vi afbrænder fornyes hede vegetationen.

Man brænder små felter af ad gangen, og skaber dermed ny variation. Ny lyng begynder at spire, både fra roden men også som frø.

Når der brændes af er det kun det øverste lag der afbrændes. Derved fjernes det døde lyng. Afbrændingen virker kraftigt, som et chok, på de rødder der er levende, hvorefter de skynder sig at spirer for at overleve.

Død græs fjernes, revlingen svækkes. Efter et til to år kommer der på ny smuk blomstrende lyng, som bl.a. bierne nyder godt af, til at skabe den dejlige lynghonning. Landskabet genskabes.

Heden må afbrændes indtil 1. april. Hvis vejret er godt kan man starte allerede i februar måned.

 

Her kan du se en lille video fra hedeafbrændingen. Klippet varer 1:34

Hedebondekultur

Gennem de sidste to-tre hundrede år har hedebonden formået at ændre et goldt og ufrugtbart hedelandskab til et område, der - som i de fleste andre egne - er præget af større eller mindre bebyggelser, veje, plantager og marker.

Som alle andre steder måtte også hedebonden klare sig ud fra de naturgivne forudsætninger. Før hede opdyrkningen tog fart omkring 1800-tallets begyndelse, lå de små ensomt beliggende hedegårde typisk ved vandløb, hvor der var basis for høslæt og græsning til kvæg og heste.

Efterhånden blev mere og mere hedejord taget under plov samtidig med, at man forstod at udnytte hedens egne ressourcer til det yderste.

En meget betragtelig del af hedebondens indtægt kom fra det store fårehold, som heden var ideel til. Hedefåret er kendt for at være nøjsomt, og det kunne stort set finde føden selv året rundt. Derfor behøvede bonden ikke at indsamle så meget vinterfoder, og fårene havde kun sjældent brug for staldplads.

Kvæget derimod krævede anderledes pasning. I de fleste tilfælde skal kvæget på stald. Lyng blandet med hø, udgjorde vinterfoder til kreaturerne.

Lyngen blev i øvrigt brugt til så meget andet. Mange kender Steen Steensen Blichers vers om Mads Dos, der "imell slow lyng te' æ bejt". I dialektens lidt kryptiske formulering, fortæller verset, at Mads Dos - mens han vogtede får - høstede lyng til at ilde.

Revling
Det var ikke kun lyngplanten, man høstede gavn af. Snart set hver plante, der groede på heden, kunne anvendes til et eller andet.
En af de mest anvendte vækster var afgjort revling, hvoraf man blandt andet fremstillede koste. Mest kendt er revlingplanten nok for sine gode egenskaber til fremstilling af reb. Revlingreb var noget af det stærkeste og mest uforgængelige, man kunne tænke sig. Stråtage, der var bundet med revlingsimer, var kendt for at være så stærke, at det kunne være forbundet med store vanskeligheder at få det gamle tag ned, når der skulle tækkes om.
Til disse tage lavede man derfor ofte "skeltage", dvs. man lagde et nyt lag ovenpå det gamle

I de lange vinteraftener sad mændene og lavede revlingelimer (koste) og revlingreb. Når de havde fået en del koste og nogle reb lavet, tog de et bundt på ryggen og gik til de vestlige sogne for at sælge det. Undertiden gik de helt til Vesterhavet, hvor de så byttede deres koste og reb bort for havfisk. En lime er en kost fremstillet af revlingplantens stængler. Når de tog bundtet på nakken og satte kursen mod Vesterhavet, var kostene selvfølgelig ikke skæftede. Det måtte fiskerne selv klare. Fremstillingen af revlingprodukter var således både et husflidsarbejde men også velegnet til at handle med, og produktionen af reb og koste fik derfor karakter af bierhverv.

Agerbrug

På markerne dyrkede man mest rug, men også havre, byg, boghvede og spergel lod sig dyrke. Lidt Turnips og kartofler var man også begyndt på. En nypløjet hedemark har et bundet indhold af næringsstoffer, der først frigøres, når jorden tilsættes kalk eller kalkholdigt mergel. En forudsætning for et nogenlunde tilfredsstillende udbytte af markarbejdet var derfor, at den magre hedejord blev merglet.

Trækdyr

I hedeegnene var unge stude det almindeligste trækdyr. De var billigere end heste og på flere måder bedre egnet i det uvejsomme terræn. Studene trak bedre - men uendelig langsomt. Når studene havde vokset sig store, kunne man sælge dem og for et mindre beløb erhverve sig yngre stude som nye trækdyr.

Biavl

Det fortælles, at hyrdedrengene ofte benyttede tiden på heden til at lede efter humlebiernes boer. På den måde kunne de ind imellem skaffe sig pæne mængder honning. Decideret biavl eksisterede også. Nogle var lavet i halmløb, mens andre var lavet af ler. Det var almindeligt at slemme halmkuberne med ler, så de bedre tålte påvirkning fra vind og vejr.

Den liggende kube, kendes kun fra Nordvestjylland. Tidligere anvendte man hule træstammer som biboliger, men fra 1600-tallet blev kuber lavet i løbbinding næsten enerådende.

Løbbinding

Kurve og kar i alle tænkelige former fremstillede man fortrinsvis i halmløb. Det er tydeligt, at man i de træfattige hedeegne langt har foretrukket den hjemmefremstillede løb frem for dyre kar fremstillet af træ. Anvendt til: Gryn, mel, malt og til indkøbskurve, uldkurve, hatteløb, sykurve, pandekageunderlag, flaskeløb, tragte, mål til gryn osv.

Jydepotter

Fremstilling af jydepotter var tidligere et særdeles almindeligt husflidsarbejde på hedeegnene. Mange steder blev potterne fremstillet i store mængder med henblik på salg. Jydepotterne blev anvendt på det åbne ildsted og havde til forskel fra de glaserede potter intet indhold af forgiftende tungmetaller. Jydepotterne var i brug som kogekar i det vestlige Jylland indtil komfuret blev indført. Hertil var de for skrøbelige. I lang tid vedblev de at finde anvendelse bl.a. til almindelig opbevaring af madvarer.

Hedens natur og dens udvikling gennem tiden finder du på den publikation, der er udsendt

af Skov og Naturstyrelsen efter seminar om "Den Danske Hede" på Skarrildhus i 1988.

Åbningstid:

Gårdbutik og Café åben:

alle torsdage kl. 14.00 - 17.00

samt efter aftale.

Tlf: 21 23 29 84

97 49 13 85 (aften)

Adresse:

Berit Kiilerich

Lystbækgaard

Lystbækvej 1

6990 Ulfborg

Kontaktoplysninger og kort

Lystbækforeningen:

Formand Signe Marie Olesen

Vedr. arrangementer, tilmelding samt medlemsskab af Lystbækforeningen:

Tlf.: 61 71 68 26

Hjemmesiden er designet af flottehjemmesider.dk