|
|
||||||
|
|
||||||
|
|
|
|
LYSTBÆKGAARD
En anderledes oplevelse med får og hunde på arbejde.
Her kan du opleve hedens håndværk i tråd med naturen og kulturhistorien i Vestjylland.
Lystbækgaard ligger mellem hav, hede og skov i det gamle Torsted sydøst for Ulfborg. Gården har gennem mange generationer været i aktiv landbrugsdrift, hvilket ses på de mange forskellige bygninger.
Bygningerne De store udbygninger udnyttes til besøgsformål såsom
Der er i dag ingen jord til ejendommen.
Får På marker og enge kan man opleve, hvordan fårehyrden arbejder med fårene sammen med fårehundene (Border collies).
Her kan man se og høre fåreflokken samles af fårehundene, der dirigeres og straks lyder hyrdens mindste lyd- og fløjtesignal.
Alt efter vejret kan man også opleve uldplukning eller fåreklipning samt høre historien om de nordiske får med den dobbelte uld.
Fårehyrdens gård Lystbækgaard drives uden driftstilskud ude fra. Alligevel er det en utraditionel drift med besøgsgård og naturgræsning med ca. 600 moderdyr.
Fårene bruges rundt i regionen til at pleje naturområder som enge, overdrev, diger, strandenge, heder samt til at udnytte landbrugets grønne vintermarker. Der tilstræbes en så naturlig føde til dyrene som muligt. Dyrene tilskudsfodres kun i lammetiden, hvorefter de igen vender tilbage til det frie liv, som naturgræsning er.
Lystbækforeningen er en forening, hvis mål er at bevare gamle glemte håndværk og traditioner og formidle disse videre til gårdens besøgende. Dette sker ved at levendegøre gården gennem
På den måde bevares gamle glemte håndværk og traditioner. En levende handlingsbåren kulturarv.
|
|
|
|
|
Lystbækgaards historie
I området omkring Lystbækgaard er der fundet tegn på beboelse langt tilbage i historien. Allerede 12.000 år før Kristi fødsel (yngre stenalder) var der rensdyrjægere, som levede i området. En simpel men alligevel meget betydelig tegn på boplads fra den periode er fundet af pilespidsen i Filsø, søen som lå nordøst for Lystbækgaard.
Stolpehuller.
Efter 2. verdenskrig blev den store slægtsgård solgt ud af lystbækslægten, som havde haft den i eje siden begyndelsen af 1800-tallet. I dag findes der mange efterkommere af slægten med navnet Lystbæk.
Efter afhændelsen af gården blev den drevet af mange forskellige ejere med driftsformer såsom agerbrug, malkekøer, traditionelt landbrug men også en gård med kødkvæg, får og elefantgræs.
I 1990 blev Lystbækgaard med 300 ha. jord (hede) overtaget af kreditforeningen, og den stod til salg i 2 år inden Skov- og Naturstyrelsen overtog den. Målet var nu at tilplante ejendommens jorde med skov, hvilket er sket på en del af jorden. Meget ligger dog brak i dag.
Berit Kiilerich
Ændringer
|
|
|||||
|
|
|
|
Besøgscenter
Udstillinger
Workshops og værksteder
Initiativtager og arrangør af ovennævnte værksteder og workshops er Lystbækforeningen.
|
|
|
|
|
Skoler og grupper
|
||||||
|
Hedebondekultur Gennem de sidste to-tre hundrede år har hedebonden formået at ændre et goldt og ufrugtbart hedelandskab til et område, der - som i de fleste andre egne - er præget af større eller mindre bebyggelser, veje, plantager og marker.
Som alle andre steder måtte også hedebonden klare sig ud fra de naturgivne forudsætninger. Før hedeopdyrkningen tog fart omkring 1800-tallets begyndelse, lå de små ensomt beliggende hedegårde typisk ved vandløb, hvor der var basis for høslæt og græsning til kvæg og heste.
Efterhånden blev mere og mere hedejord taget under plov samtidig med, at man forstod at udnytte hedens egne ressourcer til det yderste.
En meget betragtelig del af hedebondens indtægt kom fra det store fårehold, som heden var ideel til. Hedefåret er kendt for at være nøjsomt, og det kunne stort set finde føden selv året rundt. Derfor behøvede bonden ikke at indsamle så meget vinterfoder, og fårene havde kun sjældent brug for staldplads.
Kvæget derimod krævede anderledes pasning. I de fleste tilfælde skal kvæget på stald. Lyng blandet med hø, udgjorde vinterfoder til kreaturerne. Lyngen blev i øvrigt brugt til så meget andet. Mange kender Steen Steensen Blichers vers om Mads Dos, der "imell slow lyng te' æ bejt". I dialektens lidt kryptiske formulering, fortæller verset, at Mads Dos - mens han vogtede får - høstede lyng til at ilde.
|
Lyng |
|||||
|
Revling I de lange vinteraftener sad mændene og lavede revlingelimer (koste) og revlingreb. Når de havde fået en del koste og nogle reb lavet, tog de et bundt på ryggen og gik til de vestlige sogne for at sælge det. Undertiden gik de helt til Vesterhavet, hvor de så byttede deres koste og reb bort for havfisk. En lime er en kost fremstillet af revlingplantens stængler. Når de tog bundtet på nakken og satte kursen mod Vesterhavet, var kostene selvfølgelig ikke skæftede. Det måtte fiskerne selv klare. Fremstillingen af revlingprodukter var således både et husflidsarbejde men også velegnet til at handle med, og produktionen af reb og koste fik derfor karakter af bierhverv.
|
Revling |
|||||
|
Agerbrug På markerne dyrkede man mest rug, men også havre, byg, boghvede og spergel lod sig dyrke. Lidt Turnips og kartofler var man også begyndt på. En nypløjet hedemark har et bundet indhold af næringsstoffer, der først frigøres, når jorden tilsættes kalk eller kalkholdigt mergel. En forudsætning for et nogenlunde tilfredsstillende udbytte af markarbejdet var derfor, at den magre hedejord blev merglet.
|
||||||
|
Trækdyr I hedeegnene var unge stude det almindeligste trækdyr. De var billigere end heste og på flere måder bedre egnet i det uvejsomme terræn. Studene trak bedre - men uendelig langsomt. Når studene havde vokset sig store, kunne man sælge dem og for et mindre beløb erhverve sig yngre stude som nye trækdyr.
|
||||||
|
Biavl Det fortælles, at hyrdedrengene ofte benyttede tiden på heden til at lede efter humlebiernes boer. På den måde kunne de ind imellem skaffe sig pæne mængder honning. Decideret biavl eksisterede også. Nogle var lavet i halmløb, mens andre var lavet af ler. Det var almindeligt at slemme halmkuberne med ler, så de bedre tålte påvirkning fra vind og vejr. Den liggende kube, kendes kun fra Nordvestjylland. Tidligere anvendte man hule træstammer som biboliger, men fra 1600-tallet blev kuber lavet i løbbinding næsten enerådende.
|
||||||
|
Løbbinding Kurve og kar i alle tænkelige former fremstillede man fortrinsvis i halmløb. Det er tydeligt, at man i de træfattige hedeegne langt har foretrukket den hjemmefremstillede løb frem for dyre kar fremstillet af træ. Anvendt til: Gryn, mel, malt og til indkøbskurve, uldkurve, hatteløb, sykurve, pandekageunderlag, flaskeløb, sykurve, tragte, mål til gryn osv.
|
|
|||||
|
Jydepotter Fremstilling af jydepotter var tidligere et særdeles almindeligt husflidsarbejde på hedeegnene. Mange steder blev potterne fremstillet i store mængder med henblik på salg. Jydepotterne blev anvendt på det åbne ildsted og havde til forskel fra de glaserede potter intet indhold af forgiftende tungmetaller. Jydepotterne var i brug som kogekar i det vestlige Jylland indtil komfuret blev indført. Hertil var de for skrøbelige. I lang tid vedblev de at finde anvendelse bl.a. til almindelig opbevaring af madvarer.
|
||||||
|
En beskrivelse af hedens natur, dens historie og udvikling gennem tiden finder du på den publikation, der er udsendt af Skov og Naturstyrelsen efter seminar om "Den Danske Hede" på Skarrildhus i 1988.
|
||||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||||||
|
|
Opdateret 03. februar 2012
|
|
||||
|
|
|
|
||||
